Traditionsrig march vokset til international motionsevent

I næsten 50 år har Hærvejsmarchen samlet vandrere fra hele verden, og i de senere år har en række andre motionsevents koblet sig på begivenheden. I alt forventes 17.000 motionister i alderen 0-85 år og fra 25 forskellige lande at samles i Viborg den sidste weekend i juni.

 

Få motionsarrangementer er så mangfoldige som Hærvejsmarchen i Viborg, der i år afvikles for 48. gang. Aktiviteterne omfatter march, cykel- og MTB-løb, halvmaraton og yoga, som alle er samlet under motionsparaplyen Hærvejsarenaen. Deltagerne spænder fra 0-85 år og rejser til Viborg fra alle dele af verden. Interessen for at være med er støt stigende.

- Jeg tror, at den store interesse for march skyldes, at det er en motionsform, hvor næsten alle kan være med - og så kobler man sig på en tradition. Vi har deltagere, der har været med hver eneste gang i 48 år. De nyere tiltag gør så bare, at endnu flere kan finde en motionsform, der passer til dem, forklarer Jens Ingolf Nørgaard, der er sekretariatsleder for Hærvejsmarchen. 

Hærvejsmarchen med 8.000 vandrere

Ordet march betyder egentlig en organiseret vandring, og det er lige netop, hvad Hærvejsmarchen er. Omkring 350 frivillige hjælpere sikrer alle deltagere en tryg færden rundt på ruterne, hvor deltagerne kan vælge mellem 10, 20, 30, 40 og 45 kilometer. De mest garvede går 45 km både lørdag og søndag og der er deltagere fra omkring 25 forskellige nationer world wide.

Danmarks længste karneval

Som et særdeles festligt alternativ til de traditionelle vandreruter er der mulighed for at være med i Karnevalsmarchen. Her møder deltagerne udklædt op og deltager i Danmarks længste karnevalsrute på 20 kilometer sammen med venner, familie og kolleger. Det festlige samvær er i højsædet, men ikke desto får deltagerne 20 kilometers motion i benene.

March for de yngste

Børnene har deres helt egen march, hvor omkring 2.000 børn, forældre og bedsteforældre i år forventes til den fælles start. Nogle børn klarer den 5 kilometers rute på egne ben, mens andre har chauffør på klapvogn eller barnevogn. Mange børneinstitutioner bruger Børnemarchen som afslutning før sommerferien.

Cykelløb, MTB-løb, halvmaraton og yoga

De senere år har en række motionsevents koblet sig på Hærvejsmarchen - samlet under Hærvejsarenaen. I alt 4.500 cykelentusiaster deltager i enten Danmarks længste MTB-løb eller landevejsløbet, hvor den længste rute går via Hærvejen fra Flensborg til Viborg. Lørdag afvikles også Viborg Halvmaraton med omkring 1.000 løbere, og i Viborg Stadionhal samles samtidig op mod 1.500 deltagere til tre yogaevents i samarbejde med Aller.

 


 

8.000 glade vandrere samles i Viborg

Lørdag den 25. og søndag den 26. juni fyldes Viborg igen med glade vandrere. Det er nemlig tid til den årligt tilbagevendende Hærvejsmarch, som i snart 50 år har samlet vandreglade fra hele verden. 

 

Selvom omdrejningspunktet for deltagerne er at vandre den valgte distance, handler HÆRVEJSMARCHEN om meget mere end tilbagelagte kilometer, ømme ben og vabler. Siden marchen for første gang løb af stablen i 1969 har der altid været et særligt fællesskab. Noget man både hører fra “gamle” og nye deltagere, hvis man spørger dem, hvad de særligt har lagt mærke til ved marchen.

 

Nye som "gamle" deltagere fremhæver fællesskabet

Rikke Laursen, der i 2015 gennem et samarbejde med Aller Media besøgte HÆRVEJSMARCHEN som speaker på en række events, fremhæver også fællesskabet, når man spørger hende, hvordan det var at opleve HÆRVEJSMARCHEN for første gang.

Jeg er meget begejstret for det fantastiske motions- og eventmiljø, der er samlet her i Viborg, og som har så mange års tradition for et stor international motionsevent, som HÆRVEJSMARCHEN har med sig i bagagen. Jeg håber at få lov til at medvirke i denne folkefest igen.

Også de mere garvede marchgængere vægter fællesskabet højt. Som Karl Lauridsen, der har været med samtlige 47 gange, udtaler:

Traditionen med at tage til Viborg og vandre sammen med tusinder af andre mennesker, der holder af at vandre i naturen og være en del af et stort internationalt mellemfolkeligt  fællesskab, har i min bevidsthed overskygget alle andre begivenheder i livets  forhold.

 

Det internationale fællesskab

HÆRVEJSMARCHEN i Viborg er dog ikke kun betegnet ved det fællesskab, der finder sted under selve begivenheden. Også i det internationale marchmiljø har den viborgensiske march en særlig plads. Derfor var HÆRVEJSMARCHEN også blandt de stiftende medlemmer, da det internationale marchmiljø i 1986 stiftede IML - International Marching League. Tilknytningen til IML, og derigennem andre verdenskendte marcher, gør hvert år HÆRVEJSMARCHEN til et attraktivt rejsemål for vandrere fra hele verden. 

 

Nyt samarbejde og muligheder for deltagerne

I år har IML samtidig indledt et samarbejde med det tyske IVV (International Volksport Verband), hvilket betyder, at deltagerne udover den traditionelle medalje fra HÆRVEJSMARCHEN også har mulighed for at få et IVV stempel.


LÆS MERE HER
Marchens 5 grundpiller
Startkort, Forplejning og Indkvartering - Priser
Ruterne
Frivillige hjælpere
MÅLOMRÅDET PARADEPLADSEN
Hærvejsmarchens regler
P-pladser
Medaljer
Sponsorater og donationer
Træning
LINKS
Nyheder
Sponsorer