Min første Hærvejsmarch – en rejse med skridt, smerter og stolthed

I denne weekend (sidste weekend i juni 2025) deltog jeg i min allerførste Hærvejsmarch – og hvilken oplevelse det var! For mange er det “bare” en gåtur, men for mig er det langt mere. Det er et resultat af flere års kamp med kroniske smerter, et vægttabsforløb og en stille sejr over en hverdag, der ikke altid har været nem. Det her var beviset på, at det nytter noget at tage det ene skridt efter det andet – både fysisk og mentalt.

Efter mit vægttabsforløb blev det klart for mig, at jeg havde brug for at finde en form for motion, jeg både kunne holde til og samtidig kunne vedligeholde mit vægttab med. Træningen måtte tage hensyn til mine kroniske smerter – og netop derfor blev vandring den oplagte vej ind i bevægelse. At gå har været en blid og nænsom måde at starte op med motion igen – og det har vist sig at være det helt rigtige valg.

Bevægelse er for mig ikke bare motion, det er en måde at kunne være i livet med smerter. Det gør ondt at gå nogle dage, ja – men gevinsten er større. Jeg mærker, hvordan kroppen bliver stærkere, og hvordan jeg får lettere ved at komme rundt i hverdagen. Faktisk har det udviklet sig til, at jeg skal bevæge mig hver dag. Ellers bliver smerterne for voldsomme.

En af de ting, der hjælper mig til at holde fast i bevægelsen, er at tilmelde mig gå- og vandreevents. De giver mig noget at se frem til – og ikke mindst noget at holde mig i gang med. At vandre med andre giver glæde, også selvom jeg ofte starter alene. Der opstår hurtigt små møder og samtaler på ruten, og det gør det hele endnu mere givende.

Hærvejsmarch – dag 1: 30 km med fart, fællesskab og ny PR

Jeg meldte mig til Hærvejsmarchen, fordi jeg gerne ville prøve at gå to dage i træk. Lørdag stod den på 30 km. Jeg startede tidligt – kl. 7 – og kom hurtigt til at gå bag nogle unge hollandske soldater. De satte et godt tempo, og jeg lod mig rive med. Ved det første depot omkring 13 km holdt de pause. Jeg havde egentlig ikke planlagt en pause dér, men en rullepølsemad kaldte på mig – og det var ikke til at sige nej til! Stemningen var fantastisk, med musik og god energi. Soldaterne blev siddende lidt længere, så jeg fortsatte alene.

Ikke langt derfra faldt jeg i snak med en mand – jeg fik aldrig hans navn, og sådan er det jo tit – og vi fulgtes lidt ad. Ved sidste depot ville han holde en pause, men jeg mærkede, at kroppen stadig havde overskud, så jeg satte tempoet op. Pludselig kunne jeg se, at jeg havde mulighed for at slå min personlige rekord på 30 km – og det gjorde jeg! Med 5 minutters forbedring ramte jeg målområdet, træt men stolt. Stemningen på pladsen var rigtig hyggelig, og jeg satte mig og nød det hele, inden turen gik hjem for at få hvilet benene lidt.

Dag 2: 20 km med selskab og smukke omgivelser

Søndag gik turen videre – denne gang 20 km – og her havde jeg en aftale om at gå sammen med en veninde. Og godt var det, for kroppen var mærket efter lørdagens tur. Men vi kom afsted, og ruten denne dag var uden tvivl smukkere end lørdagens. Vejret var perfekt, og igen mødte vi den samme gode stemning undervejs – smilende mennesker og masser af opbakning.

Ved målstregen ventede medaljen, og her fortalte min veninde, som har gået Hærvejsmarchen flere gange, at man kan få forskellige medaljer alt efter, hvor mange år man har deltaget. Inde i hallen kunne man se en hel udstilling af medaljer – og de var virkelig flotte. Jeg blev straks motiveret: Dem skal jeg da have flere af!

Eftertanker

Nu er kroppen øm, og smerterne er tydelige. Men det var det hele værd. Jeg ved, at kroppen kommer sig, og jeg ved, hvor meget det betyder for mig at kunne bevæge mig – på trods af smerterne.

For mig handler det ikke om at gå længst eller hurtigst. Det handler om at tage ansvar for min krop, mit velvære og mit liv – ét skridt ad gangen.

Læs mere om Lisbeths vandreoplevelser på hendes Instagram-profil livetefterwegovy