I 1971 var jeg 17 år, og under et familie ophold i Åbenrå, blev der nævnt Hærvejsmarchen som kusinen og hendes mand havde deltaget i.
Da jeg kom hjem nævnte jeg det overfor min bedste kammerat, at det kunne jeg godt tænke mig at prøve at gå de 2 x 45 km, hvor til min kammerat sagde, at den tanke kunne jeg jo lige så godt slå ud af hovedet, idet jeg alligevel ikke ville være i stand til at gennemføre.
Det blev til et væddemål, hvor vi væddede 4 pilsnere – vel at mærke serveret på restaurant (kostede 4,50 kr. på det tidspunkt).
Det ville kræve lidt træning, så I maj var jeg til jagt prøve, og så kunne jeg passende gå hjem – en strækning på 12 km. Jeg lånte et par gamle militærstøvler af far; men det blev ingen udpræget succes. Turen tog godt to timer; men det værste var næsten alle de tilbud, jeg fik, om at måtte køre med. Da de blev afvist med en passende forklaring, så folk vantro ud.
Først i juni havde jeg åbenbart bibragt min kammerat dårlig samvittighed. Det lykkedes i hvert fald at lokke ham med på en træningstur ud til en bekendts sommerhus – en tur-retur på 25 km.
Min kammerat ville partout gå i et andet af min fars gamle par støvler – men han blev da også klogere undervejs…
Jeg selv var steget i et par fodformede (sko). En succes, idet jeg kun fik et par små vabler.
Resultatet af turen var for min kammerat et par meget ømme fødder samt en lyst til at indgive konkursbegæring –på 4 ØL !
Med denne ballast af erfaringer og træning drog jeg så til Viborg.
Ved morgenmaden lørdag kl. 04:30 spiste jeg godt med spegepølsemadder – jeg havde hørt noget om, at man skal bruge en masse salt!
Starten gik lidt over kl.05, og jeg fulgtes med min kusinen og hendes mand lidt over 30 km indtil ruterne skiltes ude i Ø-bakker.
Turen forløb uden de store begivenheder, indtil ca. 15 km før mål. Jeg havde på det tidspunkt mistet enhver fornemmelse af, hvor langt jeg havde gået, så da jeg så et blåt byskilts bagside, der sagde Viborg 7 km, blev jeg glad; men.. lidt længere henne drejede vi fra vejen og ind på en nedlagt jernbanelinje.
Tuborg-bryggeriet havde det forår lanceret kampagnen ”En grøn Tuborg gør livet lidt grønnere” samtidigt med, at de lancerede en ny type Lys Tuborg. For reklamens skyld havde depotbestyreren i Viborg derfor fyldt en ølbil med dette nye produkt og placeret den på ruten til fri afbenyttelse. Hvilken trængsel !
Lykken blev heller ikke mindre af, at der lå et lille kildevæld lige ved siden af, så der sad jeg så med fødderne i vand og nød 4 stk. kolde øl i sommersolen.
Efter 1½ times rast vaklede jeg videre ad den LIGE, LANGE og STØVEDE grusvej. Jeg fulgtes snart med nogle venlige københavnere, der gjorde deres bedste for at få mig til at glemme min træthed og ikke mindst mine 10-15 vabler. Men i mål kom jeg da ved 14- tiden. Jeg var egentlig ret stolt af mig selv.
Til vablebal skulle jeg i hvert fald ikke. Min entre ved aftensmaden gjorde så ynkeligt et indtryk, at jeg bagefter på trods af mine protester blev kørt op til civilforsvarets vablesmede ved Tinghallen. To mand i næsten en time; så var jeg også plastret til næste dag.

Søndag blev jeg vækket kl. 4, og alt var lysegrønt, indtil jeg kom op at stå. Vablerne var kommet igen – under plastret.
Inden starten var jeg ved vablesmedene; men de sagde, at hvis de fjernede alle de plastre, kom jeg ikke ud at gå. De fik så taget lidt af, og lod resten være.
Efter 5 km begyndte det at regne, og jeg havde hverken det ene eller andet med. 1 time senere blev jeg tilbudt en regnfrakke, og lidt humoristisk sans hjalp mig videre. på 1. rast gik jeg lidt rundt; medens jeg indtog ¼l mælk og et stykke wienerbrød. Det gik efter   omstændighederne udmærket indtil rasten i Dollerup Bakker (lige før ”Inder-øen”).
Hvis du står stille, får du startproblemer – altså lader jeg være med at stå stille !!!!!!
Derfor gik jeg forbi rasten. En km senere blev jeg tørstig – rigtig fatamorgana tørstig. Det gik ud over en soldats felt-flaskeindhold. Det hjalp – 200 m, så var den gal igen, og ikke om jeg ville tilbage til rasten. Jeg fuldførte derfor turen rundt om Inder-øen i Hald Sø. Vi kom ind og ud på Inder-øen ad samme vej, her var der nogle, der kom rundt på Inderøen to gange. Så ødelagt var jeg dog trods alt ikke.
Snart opstod der et nyt problem, jeg skulle rigtig alvorligt på WC og der var 7-8 km til næste rast! Men så pludseligt kom redningen. Jeg rundede et sving og der lå EN KRO (Niels Bugges Kro). Jeg løb/stormede ud på toilettet – og der stod to mand i kø, så jeg måtte vente.
Bagefter nød jeg en ”Prinsens Bryg” i restaurationen sammen med en ubekendt. Jeg spurgte, om vi skulle følges ad. Han troede ikke, at jeg var i stand til det, det viste sig han var maraton løber.
Sidste rasts vablestand kom på arbejde, da jeg ankom. Lægen udtalte sin forundring over, hvordan jeg var kommet så langt. Jeg havde både blod- og alm. vabler i indtil 4 etager. På båren ved siden af lå en ung pige og tog sin tur temmelig roligt, så det var jeg jo også ’nødt til’ at gøre. Desuden snakkede lægen om det fornuftige i at holde op nu; men han fik besked på, at det kom ikke ham ved. Så tæt på og så alligevel tabe væddemålet, nul putte !
Det sidste stykke ind hang jeg på et tysk soldaterhold, der gjorde plads til mig midt i geleddet. Det var en stor hjælp.
Til slut gik vi rundt på stadion. Her føltes de 350 m meget lange.
Jeg kom i fjernsynet for første gang. TV-Aktuelt havde en reportagevogn på stedet, og jeg vadede lige forbi kameraet uden at lægge mærke til andet end Hans Grønfeldt.
Men jeg gennemførte !
Hvor var man stolt af sin medalje, og forskellige mennesker kom og sagde tillykke!
I 1974 var jeg på sergentskole i Høvelte, hvor jeg opdagede, at der var ved at danne sig et hold der ville gå hærvejsmarchen i Viborg, et hold fra Sjællandske Telegrafregiment (og tre af konstabel-sergenteleverne på mit hold), så jeg spurgte, om jeg måtte komme med. Nu var oplevelserne fra 1971 kommet tilpas på afstand. En af mine værnepligtige kolleger fik også allernådigst lov til at komme med. I alt var vi 11 inkl. en delingsfører og 5
sergenter/oversergenter.
Det blev en ganske anden gå-oplevelse for mig – og kun 6 af de 11 fremmødte gennemførte de 2 x 45 km: delingsføreren, to oversergenter og os to værnepligtige sergentelever. Der var
anledning til lidt ’håneret’ overfor de tre andre fra holdet.
Siden er det her i foråret 2025 blevet til i alt 19 Hærvejsmarcher over årene.
De første 16 med 2 x 45 km, og derefter fra 2022 2 x 40 km.
Nu ser jeg frem til min Hærvejsmarch nr. 20 i juni 2025 – 54 år efter, at jeg gik den første.